Menu

Så fik Malou Rylov sin landskamp!

image Malou Rylov
Malou Rylov / Jørgen Steen Jensen
07. november 2018 kl. 05:49
Det går nogle gange stærkt i fodbold. I september blev vores klubblad Sidelinien omdelt og her var der en artikel omkring en af vores stjerner – Malou Rylov..

I interviewet talte vi bl.a. om ”drømme”. Nogle gange går de i opfyldelse. Sidst i interviewet siger hun bl.a.:”Min drøm er at leve af at spille fodbold. Første step er nok at komme til at spille på U16-landsholdet og Brøndbys damehold”.

Og sørme om det ikke lykkedes! Malou har siden da spillet to landskampe og her fra klubben skal lyde et stort tillykke med debuten – som vi skrev: ”En stjerne er født”.

Herunder har Malou skrevet om sine oplevelser på landsholdet... LSForever ønsker Malou al held og lykke fremover!

Vi var 20 der var udtaget og jeg havde fået nr. 9 som jeg ønskede og oven i købet var, det nummer jeg spillede i, i LSF. Vi mødtes ved Tårnby klubhus, hvor vi startede ud med et trænings pas. Vi fik en masse informationer omkring hele turen, og tog ellers videre mod lufthavnen. Vi ankom på vores hotel i Berlin, spiste aftensmad og fik lidt flere informationer inden vi skulle i seng og sove.

Mandag morgen holdt en bus klar til at køre os ud til træningsanlægget, som ikke var der hvor vi spillede kamp. Om aftenen var der møde hvor start opstillingen blev meldt ud, bagefter var der planlagt noget socialt hygge, bl.a. med en film. Jeg var i start opstillingen.

Tirsdag stod dagen på forberedelse af den første kamp. Vi gik morgentur og det var der vi gennemgik vores taktikmøde og principper. Vi spiste helt utroligt meget den dag. Om eftermiddagen blev vi igen hentet i bus og kørt til det stadion hvor vi skulle spille kamp. Kampen startede kl.18. Kæmpe stort stadion hvor der er plads til 20000 tilskuere. Til vores kamp var der dukket 600 tilskuere op. Der var musik inden kampen og vagter ved indgangene samt reklameskilte ude foran stadion Det var en kæmpe oplevelse at gå på banen med Dannebro foran og så bagefter synge nationalsangen. Jeg spillede kant. Tyskerne var hurtigere, større og stærkere. Vi tabte kampen 4-2. Efter kampen fik vi lov til kort at hilse på vores forældre, hvor der også blev fotograferet i stor stil.

Onsdag stod den på sightseeing i Berlin. Torsdag skulle vi allerede spille kl.11. Dem der ikke havde startet inde i den førset kamp var blevet lovet at starte inde i denne kamp. Jeg startede på bænken og kom ind de sidste 15 min af kampen. Jeg spillede på midten og befandt mig langt bedre der end på kanten. Vi tabte også denne kamp og skal være glade for at den kun blev 2-1. Efter bad og frokost var det af sted mod lufthavnen og hjemad. 5 spændende dage skulle nu fordøjes samtidig med at jeg skulle indstille mig på en almindelig hverdag igen.

Luk