Menu

Senior 1: Flot pokalsejr på 2-0 over Albertslund!

image
Tekst: Peter Wagner / Foto: Holger Agerskov
01. juli 2020 kl. 17:54
Der var sket væsentlige ændringer til dagens pokalkamp mod Albertslund fra Sjællandsserien.

Prolog

Der var sket væsentlige ændringer til dagens pokalkamp mod Albertslund fra Sjællandsserien. De to cheftrænere Kim K og Michael var ”stukket af” (ferie) og to af de skadede spillere – Aske Victor og den tidligere kaptajn ”Molle” stod for kampen.

Der var skiftet lidt ud da ”KG” og Thomsen fra sidste uges pokalsejr ikke var med – tilbage var bl.a. Dennis Lind – og han skulle få en vis betydning for kampen – og Søberg.

Kampen – 1. halvleg 

Fra starten kunne vi alle se, at det var en flok motiverede Smørumdrenge der var på grønsværen. Gode kombinationer frem ad banen, men der manglede lige det sidste. Albertslund spillede klogt og lagde deres vægt på defensiven og det var ikke mange chancer der var.

Så der skulle lidt held til. Et godt angreb blev iværksat og en tværbold endte på højrefløjen hos Mathias Beck der rundede sin oppasser og trak ind i feltet helt nede ved baglinien. Han sparkede bolden tilbage, men her satte en Albertslundspiller hånden på – korrekt dømt straffe som midtbanegeneralen ”EK” omsatte sikkert til en fortjent 1-0 føring.

Der var spillet 27. min. og nu skulle hjemmeholdet længere frem på banen.

Det blev ikke til de helt store chancer før i det 44. min. Et godt gennemspillet angreb betød at en Albertslundspiller kom alene med ”Bjerre” i kassen og han trykkede af fra en skæv vinkel. Jeg sad så godt placeret at bolden var røget helt oppe i hjørnet hvis ikke ”Bjerre” lige havde fået det yderste af fingerspidserne på og slået bolde til hjørne. Klasseredning!

Kampen – 2. halvleg

Albertslund havde nu fået blod på tanden og troede virkelig på det. Det var nu en lige kamp, men også en lidt rodet affære, hvor ingen af holdene rigtigt kunne sætte et gennemspillet angreb sammen.

Der var chancer til begge hold, men vi skulle frem til det 60. min. da vi fik bolden i vores højre side – eller som jeg tidligere skrev – Dennis Lind fik bolden. Han tog et af sine raids op af linjen og ville vist nok lave et indlæg – han vil nok hævde noget andet...

Resultatet blev, at han tordnede bolden op i det fjerneste kryds – helt oppe i trekanten – og så stod det 2-0. Tror nok han selv blev lidt overrasket...

Så gik luften lidt ud af ballonen og Smørumdrengene kunne køre den sikkert hjem.

Epilog

Der var mange gode præstationer. Jeg vil her fremhæve Søberg - der erstattede ”KG” -for en glimrende kamp. Han har et enormt højt bundniveau og er også god til at dirigere sine medspillere. Kom på tværs af meget og lavede ikke mange fejl.

En anden jeg vil fremhæve, er Alexander Beck der virkelig udgjorde en trussel på sin venstrekant. Han har en jernkondi og løste både de offensive og defensive pligter.

Den sidste spændende løsning var at placere Kristian Larsen i en mere central rolle. Han kreerede en del fremad og det kunne være en løsning som trænerstaben må tage stilling til når vi starter op igen.

Der er nu dømt sommerferie og hvornår – og hvordan – turneringen kommer til at forløbe ved vi først når 2. division er færdigspillet.