Menu

Senior 1: LSF har fundet melodien og spillede på alle strenge mod topholdet

image
Tekst: Brian Espersen
09. september 2018 kl. 15:33
Topholdet fik ørerne i maskinen på Sydbank Arena i en underholdende kamp med både intensitet, drama og flotte mål.

LSF skulle følge op på den flotte præstation i sidste weekend i Valby, og det skulle gå ud over det suveræne tophold fra Amager, B 1908.

Kampens indledning blev dog en smule rodet med en del fejlafleveringer fra begge mandskaber. Begge hold forsøgte at skrue tempoet op, og måske derfor endte angrebene ofte med en sjusket fejl.

Første afslutning mod mål kom efter 15 minutter, da 1908 forsøgte sig udefra, men det forkølede langskud trillede langt forbi Bjerregaards mål.Scott forsøgte sig også fra distancen fem minutter senere, men hans skud gik over mål.

Midt i halvlegen var det så tid til kampens første højdepunkt. Udeholdet kombinerede sig fint igennem i deres højre side, og bolden blev lagt til rette for en spiller et par meter uden for feltet, og han skulle ikke bruge meget betænkningstid, før han placerede den flot ved den ene stolpe uden chance for Bjerregaard i kassen. En flot scoring, som viste hvorfor B 1908 er tophold – én chance og så var man foran.

Det kyste dog ikke LSF – snarere tværtimod, for hjemmeholdet vågnede op til dåd efter scoringen imod. Blot to minutter senere gik Gransee mod baglinjen i højre side, og hans præcise indlæg blev mødt af Frederik, der med hovedet satte den sikkert i nettet.

De unge offensive LSF’ere havde slået til igen, og med balance i regnskabet fortsatte kampen, hvor den startede – uden de store chancer til nogen af mandskaberne.

Det var ofte kamp på midten af banen, og selv om der var masser af intensitet og fight, så var det aldrig rigtig velspillet før pausen.

Fem minutter før pausefløjtet fik LSF dog en enkelt mulighed, da Frederik pressede udeholdets keeper til en fejl, og bolden endte hos Gransee, som afsluttede langt udefra mod det tomme mål, men skuddet gik forbi mål.

Mere blev det ikke til i 1, halvleg, og jeg tror, at alle chancer og højdepunkter er nævnt ovenfor. Periodevis blev der spillet fin bold, men oftest var det noget rod og præget af en del fejl – og så var det svært for begges offensiv, da de to hold stod ganske solidt i defensiven.

Heldigvis kom der andre boller på suppen efter pausen, og tilskuerne skulle kun vente i få minutter, før der blev noget at juble over.

LSF spillede lidt småspil omkring udeholdets felt, og en aflevering ind omkring to forsvarsspillere lignede ikke noget, der skulle blive farligt, men de to forsvarsspillere fik kludret lidt i det, og så stod Løvgren klar til at snuppe den løse bold for derefter at udplacere keeperen til en 2-1 føring.

Scoringen åbnede kampen op, og B 1908 gik nu mere offensivt til værks. Det gav plads til LSF’s kontramaskine, og små fem minutter efter målet satte Gransee fart på. Udeholdets venstre back kunne ikke følge med og fik i stedet stoppet kontraen med et frispark. Det blev takseret til et gult kort, og da det var backens andet af slagsen blev det byttet til et rødt.

LSF med en føring og en mand i overtal burde være lig med tre point, men det er før set, at man så glemmer at spille fremad og i stedet vil forsvare den hjem. Heldigvis gjorde LSF det rigtige, og fortsatte med at spille direkte, når bolden blev erobret.

Blot fem minutter efter udvisningen gav det pote, da Scott blev sendt afsted mod mål fra sin position i venstre side. Han rundede keeperen og lagde sikkert bolden i mål til 3-1.

En flot kontra-kasse som udeholdet dog ikke var helt tilfredse med, da de mente, at Frederik havde lavet frispark før Scott blev spillet fri - og de havde måske ret, den kunne godt være blevet dømt.

Men sådan er fodbold jo – og så appellerede udeholdets spillere også lidt ekstra fordi det var Frederik, der i forvejen havde et gult kort. Måske var det også derfor, at Frederik blev udskiftet kort efter...

Kampbilledet fortsatte i samme stil, og efter godt en times spil slog kontra-maskinen til igen.

Gransee drev bolden frem i sit sædvanlige lynhurtige tempo, og han sendte Løvgren i dybden og fri med keeperen, og endnu engang viste venstrebacken kølighed foran mål og satte bolden ind til en 4-1 føring – og så var kampen lukket!

B 1908 smed dog ikke håndklædet i ringen, og de kom også til et par store chancer, men Bjerregaard i målet leverede et par pragtredninger inde på stregen – han viser virkeligt storspil i øjeblikket.

Også LSF kom til flere gode chancer. Den største var en dobbeltchance, hvor Weiss headede på overliggeren, og på returen gjorde Søberg det samme.

Mod slutningen var det cruise control for LSF mod sejren. Man holdt fornuftigt i bolden, og udeholdets sidste tro på mirakler forsvandt.

I overtiden fik publikum lige lidt at varme sig på, da Benja rundede sin modstander og trak ind i feltet, hvor han blev hægtet, og så fik Løvgren chancen for at fuldende dagen med et hattrick. Hans straffespark blev dog reddet af målmanden, og kampen blev fløjtet af umiddelbart efter.

En lidt ærgerlig afslutning for Løvgren, for hvornår får han chancen for et hattrick igen...? Tja, måske snart, for den offensive back spiller godt i øjeblikket, og der er flere mål gemt i ham dette efterår.

Generelt leverede alle LSF’ere igen varen med en disciplineret og solid indsats, som gav yderligere en sejr – og så over rækkens klare tophold. En flot skalp som bør give spillerne et kæmpe rygstød frem mod de kommende kampe.

Små 15 minutter skulle der til for at få afgjort kampen. Tre mål og et rødt kort til udeholdet blev afgørende.

Sejren var fortjent, og størrelsen kan der heller ikke indvendes noget imod, men som altid er det de små marginaler, der afgør disse tætte kampe. B 1908 er et godt hold, og de kunne godt have fået point med fra Sydbank Arena, hvis de små ting var gået deres vej, og holdet må stadig være at betragte som favoritter til at rykke op.

LSF har stadig lang vej op, men nu spiller holdet bedre og resultaterne øger selvtilliden. Alle mand spillede en god kamp, og som i sidste weekend ser det mere solidt ud end længe.

Defensiven står godt, og Bjerregaard i målet er i topform. Midtbanen slider hårdt og får hjulpet godt til i både defensiven og offensiven.

I angrebet er der nogle unge gutter, der sprudler lige nu, og modstanderne har det svært mod den speed og effektivitet, der leveres lige nu. Og så byder indskifterne altid ind med noget, og bredden i truppen er bestemt en af holdets styrker.

På lørdag skal LSF forsøge at fortsætte i samme spor, når Union kommer på besøg på Sydbank Arena.

Kampen fløjtes i gang kl. 13.00. 

LSF – B 1908  4-1 (1-1)

22 min: 0-1 B 1908
24 min: 1-1 Frederik
48 min: 2-1 Løvgren
57 min: 3-1 Scott
61 min: 4-1 Løvgren

Gult: Frederik

Opstilling:

Målmand: Bjerregaard
Forsvar: Dennis, Jacob, Søberg, Løvgren
Midtbane: EK (ud 70.), Weiss, Molle, Scott, Gransee (ud 83.)
Angreb: Frederik (ud 60.)
Bænken: Benja (ind 60.), Holden (ind 83.), Thomsen (ind 70.)

Luk