Menu

Senior 1: Retfærdigt 1-1 i lokalopgøret mod Stenløse???

image
Tekst: Peter Wagner / Foto & Video: Jørgen Steen Jensen
14. april 2018 kl. 21:45
Som du kan se så har jeg sat nogle spørgsmålstegn i overskriften – det går på om resultatet denne lørdag i Stenløse var retfærdig eller ej – men faktum er, at kampen endte 1-1.

Men lad os lige tage henholdsvis ”de hvide” og ”de blå” briller på.

Kampen set med ”de blå” briller!

”De blå” kom rigtigt godt ud til kampen og var virkelig tændte. De masede på og i det 10. min. fik de en friløber og da Pumaen i kassen var kommet langt ud af sit mål blev bolden sparket over ham, men også lige over mål.

Herefter overtog Smørumdrengene spillet og i løbet af halvlegen blev det ikke rigtigt til mere for ”de blå” og 1-0 var nok et retfærdigt resultat efter 1. halvleg. Hvad det dygtige trænerteam i Stenløse havde gjort i pausen ved jeg ikke, men der blev fra starten af 2. halvleg lagt et stort pres på Smørumdrengene der i denne del af kampen ikke kunne sætte tre afleveringer sammen.

Og så har Stenløse et våben som nok ingen i DS har: En spiller der kan kaste et præcist indkast – nogle gange helt fra midten. Selvom vi var advaret så skete det i det 57. min. Et indkast blev kastet ind i feltet – bolden blev forlænget – og ved bagerste stolpe kom en af ”de blå” flyvende og der var udlignet.

Nu havde ”de blå” virkelig momentum og i det 60. min. havde de rent faktisk bolden på stolpen efter et rigtigt godt langskud.

Kampen ebbede ud, men jeg skal da love for, at ”de hvide” var heldige til sidst. I det 92. min. kom en Stenløsespiller fri lige udenfor feltet og han hamrede resolut til bolden der ramte tværribben og gik i spil – det havde næsten også været for meget og ikke helt retfærdigt…..

Kampen set med ”de hvide” briller!

Allerede i det 8. min. kunne ”de hvide” være kommet foran. Scott blev spillet fri, men hans afslutning sad lige i favnen på målmanden – havde han dog bare spillet bolden på tværs til en helt fri Frederik...

Men Frederik skulle få sin revanche da Spirrevippen Jacob Lind sparkede bolden fra de bagerste rækker frem til Frederik der tog et træk og alene med målmanden fik sparket bolden i mål til en 1-0 føring. Nu havde ”de hvide” momentum og i det 30. min. kom en velspillende Gransee over kanten og trak ind i feltet og fra baglinjen lagde han den kort til Frederik der ikke kunne få den helt rigtigt drejning på og så endte bolden i sidenettet.

Jeg ved ikke hvad der skete i pausen mellem de to halvlege. Men det var som om, at spillerne slet, slet ikke var klar da kampen blev sparket i gang igen. Når vi endelig fik bolden så smed vi den væk igen og mange bolde var adresseløse.

”De blå” fik udlignet og der blev skiftet ud.

Det hjalp en del og i det 63. min. troede alle, at vi kom foran. Igen en bold bag ”de blås” forsvarslinje og denne gang var det Gransee der alene med målmanden desværre brændte. Men vi var tilbage.

Spillet bølgede frem og tilbage og flere chancer opstod. Specielt hajen på toppen – Scott – havde en af de dage hvor han med en lille smule præcision kunne have lavet det afgørende mål.

Men kampen ebbede ud og om resultatet var retfærdigt set med ”de hvides” briller – tja...

Konklusion!

Set med neutrale briller var der en masse chancer til begge hold, men det var ikke fordi spillet var prangende – der til var der for mange høje bolde i no-mans-land og for lidt organiseret fodbold.

Jeg talte med flere tilskuere fra både ”de blå” og ”de hvide” og de mente selvfølgelig at deres hold skulle havet vundet. Men mon ikke - når kampen kommer lidt på afstand - så var 1-1 et retfærdigt resultat?

Der var flere Smørumspillere der spillede en god kamp. Gransee - som jeg nævnte - var igen god, Frederik fik scoret sit første mål, men jeg vil gerne rose forsvaret for en god indsats og flot at de kunne holde ”de blå” fra fadet med kun et mål.

Bedst vil jeg nævne Søberg der kom i vejen for rigtigt meget og hans samarbejde med ”KG” i midten gør, at vi har en stærk midterakse – i dag godt komplementeret af Løvgren på den ene back og Spirrevippen på den anden back – selvom han ikke nåede højderne fra sidste uge, hvor han blev kåret som den ene af kampens spiller – men han lagde i dag op til målet.

Næste weekend venter der en meget svær opgave. Det er Slagelse om søndagen og skal der bare ske en lille forbedring skal Slagelse altså ikke score allerede efter 9. sekunder som de gjorde sidst...

Gule kort:  ”Benja” (karantæne næste gang) 

Kampen i tal: 

  • 0-1    11. min.             Frederik
  • 1-1    57. min.             Stenløse

Opstilling:

Målmand: Lasse
Forsvar:  ”KG” , Løvgren, Jacob og Søberg
Midtbane: ”Molle”, Weiss (ud 62), ”EK”, Gransee (ud 75)” og Scott,
Angreb: Frederik (ud 70)
Bænken:  ”Benja” (ind 62), ”Krelle” (ind 70) og ”Messi” (ind 75) 

Video fra kampen

Luk