Menu

Futsal-Ligaen er tilbage i Smørum!

image Amigo M.Lind i Aktion vs Fjordbold
Kasper Gram-Jensen
06. marts 2019 kl. 08:06
Det er ingen hemmelighed at vi er ufattelig glade for, at være tilbage i Futsal-Ligaen. Det er dér vi synes det er sjovest, og det er dér, hvor vi kan lave allermest ravage og drille de rigtige gode futsal hold.

Det har været lidt af en rejse for at komme hertil, og vi skal helt tilbage til august 2017 hvor Peter Stephansen og jeg (Kasper Gram-Jensen) valgte, at gøre noget mere ud af Los Amigos. Vi kunne nemlig huske tilbage i 2013/2014, hvor sjovt det var at spille i Danmarks bedste futsal række, og vi blev hurtigt enige om vi skulle tilbage igen.

Vi startede på en frisk med et helt nyt logo, ny sponsor (LA Bar og Palle Kogemand) til vores spillersæt og kampuniform, ny hjemmeside og så et helt nyt mindset. Ambitionen var uden tvivl vi skulle tilbage i ligaen inden for 2 år - det havde vi i hvert fald lovet vores sponsorer.

Det første år røg vi sikkert og hurtigt op til Københavnsserien, men vi vidste det ikke ville blive lige så nemt når vi skulle fra Københavnsserien til Futsal Ligaen. I Københavnsserien skulle vi nemlig i opgør mod JB Gentoftes 2. hold, København Futsal 2. Hold og Fjordbolds 2. Hold samt et Albertslund hold, som havde lagt alt ind på at rykke op.

Lang historie kort - vi gør det, vi er bedst til

Vi lagde første kamp ud mod København Futsal, som havde taget nogle spillere med ned fra deres liga hold, og det blev en svær kamp for os. Det var et “rigtig” futsal hold vi for første gang spillede mod med løbemønstre og dødbolde kombinationer. Vi fik for alvor lov til at mærke topniveauet i Københavnsserien og det blev til et nederlag på 3-4. Men det skræmte os ikke. Vi var opsatte på at komme tilbage i ligaen!

Vi stormede afsted de næste par kampe med hele 41 kasser i 4 kampe, og et hav af spanske lækkerier og tiki-taka mål. Vi havde for alvor meldt vores ankomst og nu kiggede de andre hold på os med helt andre øjne. Herfra havde vi nogle lige kampe, som vi kørte hjem på rutinen takket være en taktisk kombi af Guardiola og Mourinho lagt af Emil Kjærsgaard. Vi tager også nogle nederlag og slag på vejen mod bla. JB Gentofte og især Albertslund Futsal, som virkelig har lagt alle kræfter ind for at komme i ligaen. Vi gør alt for at hægte os fast i toppen af rækken.

Vi kommer til den afsluttende del af sæsonen, hvor vi i de sidste 4 kampe møder alle topholdene for anden gang, som hhv. er København Futsal, JB Gentofte, Albertslund og Fjordbold. Hvis vi skulle indfri vores løfter til vores sponsorer om, at være i Futsal Ligaen inden for 2 år, så skulle vi vinde de sidste 4 kampe for at undgå play-off kampe.

Vi lægger ud mod København Futsal en søndag morgen kl. 9:30 med trætte øjne og tungt hoved, men BOOM! Vi vinder 3-2!

Næste kamp var hjemme i Smørum Hallen en onsdag aften kl. 20, og futsal niveauet var tårnhøjt den aften. Der var masser af hurtig og flot futsal, mange nærkampe (måske lidt for mange til JB Gentoftes smag) og vi skulle vise det var vores hjemmebane. BOOM! Vi vinder 4-3!

Næste kamp var endnu svære og det var igen en tidlig søndag morgen denne gang mod Albertslund Futsal. Albertslund og os lå så tæt sammen, at vinderen af denne kamp ville rykke direkte op i ligaen, så længe holdet vandt dets næste og sidste kamp. Aldrig har råb og dirigering gået så højt i hallen, og drengene fra Los Amigos leverede virkelig den dag. Målene blev banket ind på stribe. Peter Stephansen med en serv helt oppe i trekanten så keeperen ingen chance havde. Dennis Lind med et missil af en anden verden på indersiden af stolpen, som bragte os på en to-måls føring. Benjamin Madsen med et hoftebreak, skudfinte og et krøl op i hjørnet. Keeperen var rasende og det var helt forståeligt. Vi var uovervindelige og BOOM! Vi vinder 5-3!

Næste og sidste kamp i sæsonen var interessant. Vi skulle vinde for at rykke direkte op, og med et nederlag skulle vi ud i play-off kampe. Vi vidste at Fjordbold stillede med mange reserverer, men det skulle ikke blive en sovepude. Det kunne sagtens være gået hen og blive en sovepude, men vi hev en sejr hjem på 4-3 og vi kunne nu ånde lettet op!

Vi holder, hvad vi lover

Med en sejr i den sidste kamp mod Fjordbold rykkede vi nu direkte op i ligaen, og vi kunne glædeligt underrette vores sponsorer, at det løfte vi gav dem tilbage i 2017 nu blev indfriet. Vi er tilbage igen! Vi er tilbage for at drille de store futsal hold, som træner ugentlig og spiller turneringer hele året rundt. Det bliver helt klart en udfordring for os, da spillet går langt hurtigere, der er bedre futsal spillere og der er mere seriøsitet. Men vi er klar til at sparke døren ind til ligaen, når sæsonen starter til vinter, og vi kommer ikke til at ændre på vores koncept. Vi stoler på vores drenge og de relationer vi har opbygget gennem de mange års fodbold fra udendørssæsonerne i LSF.

Vamos LA!

Danmarks “måske” bedste futsalhold

Los Amigos alias LA12 er en del af Ledøje-Smørum Fodbold

Besøg holdet på deres egen hjemmeside http://losamigosfutsal.dk

Oprykningstruppen

Luk