Menu

Senior 1: 4-1-nederlag til Tåstrup – men fremtiden ser lys ud!

image
Tekst: Peter Wagner
09. juni 2018 kl. 22:03
Det var tydeligt at se hvem der havde noget at spille for denne lørdag i Tåstrup. Uanset hvad så var vi sikre på at blive nr. 4. mens Tåstrup var helt anderledes motiveret da en sejr ville betyde endnu en sæson i DS.

Det startede ellers med en gang ping-pong i Tåstrupfeltet indenfor de første minutter, men ind kom bolden ikke og Tåstrup slog kontra og brændte den store chance.

Allerede i det 8. min. kunne stadion juble – altså dem der ikke var fra LSF. Der blev tryllet lidt i højersiden og deres bedste spiller på dagen trak ind i Smørumfeltet og hamrede bolden op i det lange hjørne – klassemål!

Den underholdende første halvleg fortsatte og først have Tåstrup et skud på stolpen – og derefter var vores egen Frederik tæt på, men igen reddede stolpen.

Da uret havde rundet den halve time fik Tåstrup igen en kontra. Deres angriber var kold som en køleskabslåge her i varmen og drev gæk med opdækningen – hvor var den? – og satte bolden sikkert i mål via den ene stolpe.

Skulle vi komme tilbage i kampen så skulle der ske noget ekstraordinært. Det sørgede ”Bornholmerexpressen” ”Benja” for. Igen tog han et raid fra eget felt og i direkte løbeduel med en masse Tåstrupspiller kom han til baglinjen og lagde den perfekt til Frederik der desværre ramte bolden lidt for rent og så gik den ved siden af. Måske var det her holdet slog op i banen – bedre blev det ikke da kaptajn ”Molle” – noget ufortjent – fik raget sit andet gule kort til sig og dermed et tidligt bad.

Da ”EK” også fik et kort er de så ikke med i den sidste kamp på lørdag, men de kan godt begge spille pokalkampen mod Ballerup på tirsdag.

Vi kom i gang med 2. halvleg og desværre blev den ikke så underholdende som første. Det var ikke meget vi med ti mand fik kreeret og da Tåstrup i det 61. min. scorede på en ripost fra Pumaen i kassen – det var en flot redning – så var det bare et spørgsmål om at få tiden til at gå – sådan følte mange af os det.

De scorede til 4-0 efter mange flotte redninger fra Pumaen, men nu kommer det med at det ser lyst ud.

Ind kom nemlig Nicolai Mehli Hansen og Casper veje – endnu et produkt af ungdomsarbejdet i LSF og en del af vores talentfulde U19-mandskab.

Mehli gjorde det såmænd så godt, at han i det 88. min. lagde en perfekt stikning til Frederik der sagde tak for tilbuddet og smækkede bolden op i det ene hjørne.

Men som sagt er det positivt, at så mange helt unge har fået debut her i foråret. De trænger sig på og med lidt mere erfaring er de snart at finde i startopstillingen.

Det var heller ikke fordi stemningen i omklædningsrummet var på nulpunktet, men som der blev sagt så er der en virkelig vigtig kamp tirsdag, hvor vi skal en tur til Ballerup for at spille pokalkamp kl. 19.00.

Næste weekend er det jo som mange ved ”Store Festdag” på Sydbank Arena med ungdomsafslutning, lokalopgør mod Stenløse der skal vinde for at klare skørerne og ikke mindst måske en direkte kamp for overlevelse i serie 1 mellem vores egne drenge og Ølstykke.

En lang sæson er ved at være ovre, men heldigvis begynder en ny snart.

Gule kort:  ”Molle” (2=rødt), ”EK”, Scott og Dennis

Kampen i tal:

1-0    08. min.             Tåstrup
2-0    30. min.             Tåstrup
3-0    61. min              Tåstrup
4-0    72. min              Tåstrup
4-1    88. min.             Frederik

Opstilling:

Målmand: Lasse
Forsvar:  Jakob, Løvgren, Thomsen (ud 45) og Dennis Lind
Midtbane: Weiss, ”Benja” (ud 68), ”EK” (Ud 86), Scott og ”Molle” 
Angreb: Frederik
Bænken:  Soelberg (45), Mehli (ind 68), Veje (ind 86)

StillingHerre-DS • Pulje 1

Pos. Hold Kampe V U T Point
1 Slagelse B&I 27 20 5 2 65
2 Holbæk B&I 27 16 4 7 52
3 Herlev 27 15 2 10 47
4 LSF 27 11 6 10 39
5 FA 2000 27 10 3 14 33
6 Taastrup FC 27 8 6 13 30
7 Kastrup Bk. 27 7 8 12 29
8 Karlslunde IF 27 7 6 14 27
9 Fredensborg BI 27 6 9 12 27
10 Stenløse BK 27 6 9 12 27
Luk