Menu

Senior 1: Godkendt 2. halvleg gav point på Sydbank Arena

image
Tekst: Brian Espersen / Foto & Video: Jørgen Steen Jensen
22. oktober 2017 kl. 14:39
LSF skulle sejle videre på bølgen efter 7-2 sejren i sidste weekend, men holdet var ikke tilstede før pausen.

Det var gæsterne fra Kastrup, der kom bedst ud af starthullerne i lørdagens opgør i Smørum. Allerede i det første minut blev et indlæg tilfældigt rettet af, og bolden sjuttede stille og roligt mod mål, men heldigvis ramte den stolpen og ud i hænderne på en lettet Kim i målet. Så var LSF advaret, men man formåede ikke rigtig at vågne på trods af forskrækkelsen, og Kastrup var i teten i 1. halvleg.

Efter et kvarters spil kom udeholdet også fortjent foran. Et skud fra distancen blev reddet af Kim, men returen dumpede lige ud i fødderne på en vågen angriber, der sparkede på kassen, og bolden sneg sig ind over stregen på trods af Kims anstrengelser for at redde den. Returbolden fra Kim skulle måske ikke være endt midt i feltet, men hvor var forsvaret henne? Der var kun én vågen spiller i den situation, og det var den scorende angriber.

LSF var uden den fornødne gejst, og spillet hang ikke rigtig sammen før pausen. Kastrup stressede hjemmeholdets opspil med et højt pres. Udeholdet var overraskende offensive, og selv om LSF til tider fik spillet sig ud af det første pres, så manglede man at få gjort tingene færdige i den anden ende. LSF skabte ganske få chancer, mens Kastrup var mere pågående og virkede farligere gennem hele halvlegen.

Kort før pausen udbyggede udeholdet føringen, og 0-2 holdt til pausen. Det var ikke imponerende hvad LSF havde leveret i de første 45 minutter, så det så unægtelig svært ud. LSF havde dog bolden i nettet to gange, men begge gange blev der dømt offside. Den første var helt korrekt, men den anden kort før pausen så mere tvivlsom ud, da det var en Kastrups-spiller, der fik headet bolden i eget net.

Der må være blevet talt med store bogstaver fra træner Kim Kjærsgaard í pausen, for LSF kom noget bedre med i 2. halvleg. Man fik lidt bedre styr på Kastrups offensiv – og måske trak udeholdet sig også lidt tilbage for at forsvare sin relativt komfortable føring. LSF kredsede også lidt mere omkring udeholdets mål, og det skabte bl.a. en god mulighed til Messi, men hans afslutning fra nært hold blev desværre blokeret af Kastrup-forsvaret.  

Midt i halvlegen fik LSF en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen. Kastrups keeper tog bolden med ud af feltet i et udspark, og linjevogteren reagerede og fik dømt et frispark på kanten af feltet. Morten ”Molle” Larsen takkede for det og satte frisparket ind ved den lange stolpe – 1-2!  

Få minutter senere kom Ulven på banen, og han viste straks sin målfarlighed. Scott jagtede en dyb bold og nåede den før en fremstormende keeper. Scott fik taget et træk væk fra målet, og lagde den ind over keeperen, der var på vej tilbage. På bagerste stolpe dukkede Ulven op og satte panden på, og bolden kunne lige snige sig ind i mål - sammen med keeperen, der lige præcis ikke fik holdt bolden på den rigtige side af stregen.

LSF havde udlignet til 2-2, og nu lignede det noget man havde set før. Holdet skabte chancer, og især Ulven viste farlighed, men udeholdet kunne et par gange ånde lettet op – bl.a. tre minutter efter udligningen, da Scott igen lagde bolden ind til Ulven, men hovedstødet sneg sig desværre lige forbi stolpen.

LSF pressede på for et sejrsmål, men Kastrup var nu heller ikke ufarlige på kontra, så de sidste minutter var ganske underholdende.

I overtiden var det tæt på 3-2, da Scott tog chancen med det kolde venstreben, men skuddet fra distancen prellede af på oversiden af overliggeren. Kort før slutfløjt fik Gransee en mulighed, da han oversprintede forsvaret og kom til chancen i venstre side af feltet, men det løb desværre ud i sandet, og så kunne dommeren fløjte kampen af til stor skuffelse for hjemmeholdet – og nok også udeholdet, som satte en ellers sikker føring over styr.

Isoleret set var et enkelt point ikke godkendt, for LSF havde sat næsen op efter mere, men når man er bagud 0-2 midt i 2. halvleg, så kan man godt stille sig tilfreds med uafgjort. Og pointdelingen var vel også fair nok, for hvert hold havde en halvleg hver, og Kastrup kunne snildt have været foran med mere end de to mål før pausen.  

Det var en noget sløj indsats fra hjemmeholdets side før pausen, men heldigvis viste man god moral og leverede et godkendt comeback i 2. halvleg. Med lidt held kunne man have taget alle tre point, men når man ikke er tilstede i en halvleg, så kan man ikke forvente fuld gevinst uanset hvem man møder i DS. Der var ikke rigtig nogen, der lyste op over de andre, men Ulvens halve halvleg var bestemt godkendt. Han viste målnæsen frem lige fra sin indskiftning, og gav noget fylde i feltet i de sidste 20 minutter.

Man skal smide 1. halvleg i skraldespanden, og så bygge videre på en godkendt 2. halvleg, for der var indstillingen god, og det skal den altså også være, hvis man vil vinde. Så forhåbentlig er man klar fra start på lørdag, hvor holdet tager en tur til Fredensborg for at rette op på denne lørdags halvsløje forestilling.

LSF – Kastrup BK  2-2 (0-2) 

  1. min: 0-1 Kastrup
  2. min: 0-2 Kastrup
  3. min: 1-2 Molle
  4. min: 2-2 Ulven

Gult: Marc, KG, Scott

Opstilling:

Målmand: Ziegler
Forsvar: KG, Jacob Lind, Søberg, Løvgren
Midtbane: EK, Messi, Molle, Gransee, Scott
Angreb: Marc (ud 70.)
Bænken: Ulven (ind 70.), Weiss, Holden, JJ og Charlie (ikke anvendt)

Tillykke til 100 kamps jubilar Emil Kjærsgaard, der modtager en flot buket blomster.

Tillykke til kampens spillere, Jakob Lindbaum og Kristian Løvgren, der blev spottet af familien Lind på Sidelinien.

Video fra kampen

Luk