Senior 1: To mål af Spirrevippen Lind giver 2-2 til ”Young Guns” i Herlev!
Ydermere har Batman & Robin (Smørumtrænerne Anders og Brian) en fortid der så der var meget på spil denne solrige, men kolde lørdag.
Derfor var der også meget fokus på hvordan kampen skulle spilles. Ser vi på stillingen lå begge i hver sin ende af tabellen. Det giver nogle gange en falsk tryghed og kan betyde, at Herlev måske vil komme med fuldt tryk da de ikke havde så meget at tabe.
Kampen - 1. halvleg
Lad det være sagt med det samme. Det var ikke en speciel god første halvleg. Vi er vant til at spille mod en forsvarskæde med fire mand, men Herlev kom kun med tre og til gengæld en bred midtbane. Det skulle Smørumdrengene lige vende sig til, men det blev alt i alt en meget låst forestilling uden de store chancer.
Kampen - 2. halvleg
Det var som om begge hold nu havde besluttet sig for, at tilskuerne endelig skulle have noget for pengene – og så kom målene!
Vi skulle dog helt hen til det 64. minut. Det er jo moderne at køre bolden rundt i bagkæden og det valgte Herlev så at gøre. Indskiftede Soelberg pressede på og fik bolden spillet i dybden til Spirrevippen Lind der i højre side kom tæt på mål og sparkede den i nettet til en 1-0 føring.
Nu vågnede Herlev op – de ville også lege med. I det 75. minut blev der kæmpet om bolden på vores banehalvdel og den duel kom de bedst ud af. Så fik Herlevspilleren den glimrende ide at sparke på mål og den røg ind i kassen! Et flot mål og en fortjent udligning.
Nu var ”Præriens skrappe drenge” – ”Young Guns” - tirret. Der var spillet 79. minutter da vi fik erobret bolden i vores venstreside. Bolden kom indover og helt over i deres bagrum stod Bønnestagen Brøckner. Han tog et træk og sendte bolden indover i et fladt indlæg og det er lige mad for Spirrevippen der satte foden på til sit andet mål. 2-1.
Nu skal man jo ikke hvile på laurbladende og det gjorde Herlevdrengene heller ikke. Igen efter fire minutter (det 83. minut) fik de hjørnespark og bolden blev sendt indover og de fik udlignet til 2-2.
Spillet bølgede nu frem og tilbage og ingen af holdene formåede at få den afgørende mål i kassen og kampen endte som den startede med et point til hvert hold.
Jeg fik en snak med kaptajn ”Søbbe” efter kampen og var nysgerrig på, hvordan han så kampen fra en lidt anden vinkel.
Hvad så ”Søbbe” – tilfreds med kampen?
”Tjaaa….vi ville jo godt have mere, men mon ikke begge hold kan være tilfreds med kampens resultat? Under alle omstændigheder var det absolut ikke vores bedste kamp”.
Hvad er årsagen til det?
”De kom med en lidt anden type forsvar end vi er vant til. Derfor blev 1. halvleg lidt rodet, hvor vi lige skulle vænne os til den spillestil. Men her er holdets styrke i mine øjne, at vi er gode til at tilpasse os og få løst også den opgave. Det kostede ikke noget så det fik vi lært.
Hvis vi ser på hele kampen, fik vi løbet en del. Vi er et hold – med streg under hold. Vi arbejder for hinanden og det er en fornøjelse når jeg som bagerste mand sammen med Thyge kan se at der bliver kæmpet det bedste vi har lært. Det tager trykket lidt af når de så endelig kommer igennem uanset taktik og modstander.”
Nogle spillere du vil fremhæve?
”Når Spirrevippen laver to mål så skal han da fremhæves. Cheftræneren havde pudsigt nok inden kampe spået at han vil lave to kasser – og det gjorde han så. Om Anders mente han skyldte dem ved jeg ikke, men det er godt set! Nu spillede Jacob i øvrigt en rigtig god kamp så han skal fremhæves.
En anden spiller er Brøckner. Han var foretrukket på højrebacken og Superbacken Albert (o) var så rykket over i venstre side.
Brøckner lagde jo op til det andet mål, men specielt i hans tilbageløb var han stærk. Han fik sat en del grus i maskineriet hos Herlev så han skal også have ros fra mig” slutter ”Søbbe.
Nu venter en mærkelig kamp Langfredag! Ikke så meget at vi skal spille mod Allerød, men (jeg forsøger altid ikke at være negativ), men hvem pokker har fået den ide, at vi skal spille midt i Påsken???? Der er vel ingen der er interesseret i det? Nå – men det er realiteterne så det må vi leve med.
Senior 2 – Topholdet besejret igen.
I skyggen af ”Young Guns 1” har vi også ”Young Guns 2” – der leverer nogle mærkelige resultater. Den ene lørdag sætter man en føring over styr – den anden vinder holdet over topholdet.
Hvis vi ser på serie 1 fører FREM Hellebæk rækken. De har vundet 13 kampe og kun tabt tre. Af de tre kampe er de to til ”Young Guns 2”! Først i efteråret på deres bane (4-2 til LSF) og så i weekenden 2-1 på Sydbank Arena.
Håber de finder en eller anden stabilitet så holdet redder endnu en sæson i serie 1 – spændende bliver det.
StillingHerre-DS 2022-23 Kvalifikationsspil • Pulje 2
Pos. | Hold | Kampe | V | U | T | Point | |
1 | LSF | 14 | 7 | 4 | 3 | 51 | |
2 | Skjold | 14 | 7 | 5 | 2 | 50 | |
3 | Allerød FK | 14 | 6 | 3 | 5 | 45 | |
4 | VB 1968 | 14 | 7 | 2 | 5 | 41 | |
5 | Næstved I.F. | 14 | 4 | 4 | 6 | 41 | |
6 | Herlev IF | 14 | 5 | 3 | 6 | 37 | |
7 | Slagelse B&I | 14 | 3 | 2 | 9 | 36 | |
8 | KFUM | 14 | 4 | 3 | 7 | 29 |