Menu

Senior 1: ”Young Guns” skyder med løst krudt – første nederlag i år!

image
Tekst: Peter Wagner
22. april 2023 kl. 13:45
Nogle gange er forventningens glæde større en realiteterne. Det måtte vi sande på en fantastisk fredag aften med ingen vind, solskin og masser af forventningsfulde tilskuere på lægterne.

Men ak! Realiteterne levede slet, slet ikke op til disse forventninger. Modstanderne var formstærke VB 68 der virkelig er kommet i gang og har fået masser af points.

Vi vidste, at de ville komme med en masse fysik og det er altid spændende at se hvem de kommer med da der er mange tidligere divisions- og superligaspillere på holdet. Og i dag kom de med hele kavaleriet!

1. halvleg
En faktor der også kom til at spille ind var, at vi skulle spille på græs. Første kamp på græs er altid speciel og det kunne ses på spillet. Der var ingen af de to hold som fik bare nogenlunde styr på spillet og derfor blev det vel generelt en uskøn kamp, hvor andre parametre blev afgørende.

Første gang vi kom til noget var efter ca. 10. min. hvor Soelberg fik ”en lang” at løber på og hårdt presset fik han ikke afsluttet med scoring til følge – noget fik han dog – et gult kort for at sparke til banden af en emsig dommer – ham kommer vi tilbage til.

Det var en halvleg hvor ingen af holdene kunne sætte mere en to-tre afleveringer sammen. Nogle gange er taktikken at spille lidt primitivt når det tekniske spil ikke lykkedes, men at det næsten varede hele kampen for de to hold, havde vel ingen regnet med.

Omkring den halve time fik vi så den største chancen i kampen. Et hjørnespark endte hos Spirrevippen Lind der fra kort afstand sparkede på mål, men klasse og gammel vin fornægter sig ikke. VB 68 havde nemlig veteranen – han er et stykke oppe i fyrrerne med på mål – nemlig eks-superligaspilleren Stephan Andersen der reddede flot. Umiddelbart efter blev Spirrevippen igen spillet fri, men fra en spids vinkel fik Hr. Andersen igen afværget.

Men VB 68 havde også deres chancer. Specielt et indlæg kort før halvleg der bare skulle heades i mål efter et godt opspil, men bolden sneg sig lige udenfor stolpen så ingen mål i første halvleg.

2. halvleg
I pausen efterlyste cheftræner Anders M. at spillerne skulle acceptere måden at spille på. Vi er på græs og må se i øjnene, at alting ikke lykkedes for som det gjorde på kunsten.

Desuden skulle duelspillet være bedre – og det kom til at holde stik i anden halvleg – med omvendt fortegn.

Vi kan vel sige, at VB 68 brugte pausen bedre end os for de kom ud med en hel anden gejst end os – de VILLE vinde den fodboldkamp og det skulle ske på intensitet, fight og vilje. Det skal siges, at der på intet tidspunkt var en ond stemning på banen og ingen svinske frispark så det var en reel kamp – så her er der ingen undskyldninger.

Det første mål kom efter 49. min. spil. Et hjørnespark blev clearet, men bolden kom ikke helt væk og da den landede foran en VB-spiller sparkede han bolden resolut i kassen på et flot langskud.

En spand kold vand i hovedet på drengene og nu skal jeg love for at de meget medlevende tilskuere fra Værebro kunne høres – hvilken opbakning de fik og det smittede virkelig af på spillerne.

De fik mere og mere greb om spillet og vi kunne stadigvæk ikke rigtigt sætte tingene sammen til det helt store. Og dog. Da bolden hoppede lidt rund et stykke udenfor VB-feltet fik Spirrevippen den gode ide at sparke udefra. Uheldigvis så ramte han trekantssammenføjningen og bolden røg i spil igen – det kunne være årets mål, men vi sad nu og tænkte, ”at det nok er en af de dage hvor bolden bare ikke vil i mål”.

Det blev bekræftet i det 73. min. Indskiftede Borén fik en bold i dybden og alene med målmanden skulle han sparke den i kassen. Men på tværs kom en flyvende forsvarsspiller og reddede flot. Det efterfølgende hjørnespark gav ingenting andet end en omstilling til VB. Den kom over fløjen i højreside og lagt på tværs i vores bagrum og her kom en tidligere divisionsspiler faren til – Andre Riel - og helflugtede bolden i kassen – hvilket mål.

Nu kom der virkelig intensitet i kampen og vi jagtede en reducering og den kom i det 85. min. Et indlæg og hånd på bolden. Straffesparket omsatte Bertram sikkert til 1-2 og nu var der en tro på at det kunne lykkedes.

Men kort før tid – da der skulle satses – fik VB igen en omstilling og en del ”bøvl” og misforståelser i vores bagerste geledder betød 3-1 og game over.

Efterspillet – hvad nu?
Det var selvfølgelig en flok slukørede spillere der kom ned i omklædningsrummet. Vi må bare konstatere, at VB 68 ville det mere end vi ville – eller kunne. Som Anders M sagde så skal vi nok indstille os på, at kampene nu bliver mere intense da alle kæmper for at undgå nedrykning.

Der venter nu tre svære udekampe – herunder den udsatte kamp mod KFUM der spilles den 10. maj.

Hvis vi skal tage noget positivt med fra kampen, må det være, at det er et Wake-up call til spillerne. Der skal kæmpes nu og vi må forvente, at det polerede spil nok ikke foreløbig kommer til at præge kampene før banerne bliver bedre.

Normalt skriver jeg ikke om dommerne, men det gør jeg nu da vi fik et rødt kort efter kampen. Magikeren Gransee sagde til nogle af sine venner, at han ikke syntes at dommeren havde dømt sin bedste kamp – og det hørte han med et rødt kort til følge. Det er torskedumt af Gransee, men at en dommer kan være så emsig efter en kamp og stikke et rødt kort ud for sådan en forseelse høre ingen steder hjemme.

Nu venter en hård træningsuge inden vi fredag tager til Næstved der lige nu er nr. to – en rigtig topkamp!

StillingHerre-DS 2022-23 Kvalifikationsspil • Pulje 2

Pos. Hold Kampe V U T Point
1 LSF 14 7 4 3 51
2 Skjold 14 7 5 2 50
3 Allerød FK 14 6 3 5 45
4 VB 1968 14 7 2 5 41
5 Næstved I.F. 14 4 4 6 41
6 Herlev IF 14 5 3 6 37
7 Slagelse B&I 14 3 2 9 36
8 KFUM 14 4 3 7 29
Luk