Gå-Fodbold stortrives i LSF
Arkiv
Det er skønt at møde til træning og opleve sjove bemærkninger! Pigehold stiller sig op storfnisende og synger " gå ikke løbe, gå ikke løbe". En ung spiller udbrød " Når jeg bliver sååå gammel, vil jeg også spille fodbold". I december 2025 stod en lille gut stille i lang tid og betragtede Jan Kronholms flotte skæg, da han pludselig råbte " se far, julemanden spiller fodbold". Man skal ikke være i tvivl om, at man forlænger sit fodboldliv med 20 år ved deltagelse i Gå-Fodbold, og hen over sommeren har de 'gamle' drenge da også trænet på livet løs.
Vi er over tyve aktive spillere, og der dukker flere interesserede op, bl.a. meldte den legendariske Torben Jørgensen aka 'Tulle', tidl. 1. holdspiller fra hedengangne BIF sig under fanerne, og det har straks udløst en udfordring til lillebror Henrik Jørgensen aka 'Kylling' og hans Jernhold i BFS. Tidligere spiller i LSF, elegantieren Peter Larsen oplyste forleden, at han og broderen Ulrik er ved at stable et Gå-hold på benene i Grantoften IF, og hermed muligheden for endnu en spændende nabodyst.
Gå-Fodbold er ved at få fodfæste som den hurtigst voksende idrætsgren i omkringliggende lande, og Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) er sammen med de øvrige skandinaviske lande ved at lægge sidste hånd på et fælles regelsæt. Som kuriosum kan det nævnes, at Norge på to år har etableret over 150 hold, 5 landshold for mænd (forskellige alderstrin) og 3 landshold for kvinder - ret imponerende i dette store land. Om sporten er stor, så kan vi da spille bolden over til skotterne, hvor deres forbund har oplyst, at der til et stævne i Glasgow i juni måned deltog over tusind spillere, både mænd og kvinder.
Ses på banerne.