Menu

Senior 1: Skovshoved – LSF  2-2 (DS)

image
Peter Wagner
03. juni 2026 kl. 19:14
Der er også kampreferat fra pokalkampen mod Slagelse i dette referat.

Skovshoved-LSF   2-2

”Skovserne” havde bebudet at de ville udover stepperne, men der skal altså to til tango. Allerede efter 50 sekunder fik formstærke Lyng bolden og langt udefra sendte han bolden helt op i krydset – målet kan ses på instagram

Det var nok ikke lige det ”Skovserne” havde regnet med. Vi havde det meste af spillet i halvlegen, men fik ikke rigtigt omsat chancerne til mål.

I stedet for fik ”Skovserne” et straffe og så stod det 1-1.

I anden halvleg var det ”Skovserne” der fik overtaget og i det 64. minut fik de scoret.

Så var det os der skulle hente en føring og udligningen kom i det 81. minut. Et indlæg og lidt ping-pong og ved bagerste stolpe stod Thyge der fra kort afstand kunne heade bolden i kassen,

Som resultaterne flaskede sig, er vi stadigvæk på førstepladsen inden de sidste to kampe.

 

Slagelse – LSF   2-2     straffe 5-4.

Der var drama for alle pengene denne tirsdag aften på det tidligere ligastadion i Slagelse fra Sjællandsserien. En fantastisk bane og så var det i gang.

Og Slagelse kom med alt hvad de havde fra starten. Et meget højt pres og mange bolde over kanterne. Også som vi gerne vil spille. Når der lægges et højt pres – og det kikser – så er det mange gange at det giver en bagdel da modstanderne så får en omstilling. Den var begge hold med på så det blev en underholdende affære med spillet bølgende frem og tilbage.

Efter 10. min. var det os der fik en omstilling. Sandris spillede Spirrevippen helst fri, men Slagelses dygtige målmand reddede hans forsøg.

Det tændte så Slagelse endnu mere. Efter 15. min. kom et af de flotteste opspilsmål jeg har set. Bolden gik fra mand til mand – ren tiki-taka – og bolden endte hos en Slagelsesspiller lige udenfor feltet og han hamrede bolden langt ude for ”Albatrossens” (Nikolaj Søbergs) rækkevidde.

Vores udfordring var, at når vi fik bolden ud på kanterne og sendte bolden indover så var der ikke kvalitet nok i indlægget. Slagelse stod enormt godt organiseret og centralt i forsvaret havde de nogle fyre der tog alt i hovedspillet – så der skulle noget ekstraordinært til for at få scoret.

I det 25. min. kunne det godt være blevet 2-0. Igen et flot opspil og et skud som ”Albatrossen” reddede (han var en af de bedste på dagen). Returen ud til en anden Slagelsespiller der hamrede den på undersiden af tværribben og i spil – jo – der var heldet med os.

I det 38. min. fik indskiftede Lyng bolden næsten på baglinjen. Han driblede forbi en spiller og fra vinkel 0 sparkede han bolden i nettet. Den var der ikke mange der havde set komme.

Lige inden pausefløjt fik Slagelse igen sendt bolden på tværribben efter et hjørnespark så det var vist godt der var pause.

Nu havde Slagelse fået blod på tanden og i det 49. min. resulterede endnu et flot opspil i, at de kunne sparke bolden i nettet til en 2-1 føring fra tæt hold.

Slagelse sad på det meste, men en vis træthed satte ind. Vi fik mere styr på spillet og ”Søbbe” blev sendt frem. Nu skulle der sparkes fodbold.

Langt inde i overtiden fik vi en gave. Et indlæg og inde i feltet stod Lyng alene med flere Slagelsespillere omkring sig. Her fik han et skub og vi fik et straffe. Torskedumt af Slagelsespilleren, men vi sagde tak og her scorede ”Søbbe” og så gik vi direkte til straffespark.

Det er jo rent lotteri og denne gang tabte vi. ”Albatrossen” havde en enkelt redning og deres keeper to og så var det game over.

Ser vi på chancerne er det vel ok at Slagelse vinder kampen - der set med neutrale briller - var en god oplevelse, men ærgerligt at tabe på den måde – men sådan er fodbold.

Som Spirrevippen sagde efter kampen så har vi to kampe tilbage og vindes de så ender vi som nr. 1 og det er målet.

Luk