Senior 2: Forrygende ”Mini-Tox” grundlagde 4-0 sejren over Hørsholm i semifinalen om Sjællandsmesterskabet!
Optakten – lidt fakta…
Vores senior 2 vandt overbevisende deres serie 1 pulje og skulle derfor denne dejlige juni aften møde Hørsholm der også havde vundet deres pulje. Der er fire serie 1 rækker på Sjælland og derfor var det en semifinale og adgangen til at spille mod vinderen af den anden semifinalekamp der blev Dianalund.
Optakten – taktikken…
Når der spilles mod en anden oprykker, så ved vi at det er et utroligt godt hold der kommer. Trænerduoen Michael Bo/Kim Fisker havde derfor lagt en plan, hvor defensiven skulle stå kompakt og at der var en god organisation på holdet. Ikke noget med at spille naivt – så vidste de at vi måske ville blive kørt over…
1. halvleg – forrygende fodbold…
Og alt kom til at holde stik. Allerede efter 30 sekunder var det ved at gå galt. En for kort tilbagelægning til ”Mini-Tox” og en Hørsholmspiller alene. Heldigvis havde ”Ørnen” i kassen set det og han fik reddet. Ham kommer jeg tilbage til.
Og Hørsholm blev ved. Vi var presset. Der blev spillet lidt for langsomt og spillerne skulle lige komme sig over den indledning. Spillet foregik meget med en masse boldtrilleri og meget tilbagespil så der sad modstanderen på kampen – og det der kom tog ”Ørnen” sig af.
Men måske var det lige det der skulle til for langsomt, kom Smørumdrengene ind i kampen. De kom i omstillinger og netop der havde trænerduoen set rigtigt. For organisationen holdt også fremadrettet.
Vi kom til chancer og i det 15. min. fik vi scoret. Et flot opspil og da Soelberg – fra sin backposition - var rykket med frem så fik han bolden i mål og fra kort afstand fik han scoret.
Nu var det en lige kamp. Der var spredte chancer til begge hold og begge holds målmænd måtte vise alle deres evner, men 1-0 føringen holdt frem til pausen.
2. halvleg – hold op vi var under pres – og så kom forløsningen…
Nu havde Hørsholm sat turbinerne til. Vi blev presset helt i bund og forsvaret kom på overarbejde. Meget prellede af på midterforsvaret (”Romme” og Wagner) godt hjulpet af de øvrige spillere. Og så ”Ørnen” i kassen.
Han var som en ørn der ventede på sit bytte før han slog til. Årvågen, beskuende og så haps – byttet var de mere og mere febrilske Hørsholmspillere der bare så alt forsvinde op i den blå luft.
Og i det 65. min. straffespark!!! Øv øv – nu var det slut……
Men igen igen. ”Ørnen” til den rigtige side og HAPS – kloen på og straffesparket var reddet!!
Det gav ny luft under alles vinger og de mere og mere frustrerede Hørsholmspillere skulle nu satse alt.
På banen var kommet både Jeppe og ”Scottie” og det skulle trænerne ikke fortryde. I det 78. min var det nemlig os der fik et straffespark. Det er normalt noget for Soelberg, men også Hørsholmkeeperen havde tage handskerne rigtigt på.
Han reddede, men denne gang var det en årvågen ”Scottie” der opfattede situationen. Fra baglinjen fik han fat i bolden og fra vinkel nul fik han på rigtig billiardcarambole vis på en eller anden måde skruet bolden i kassen og så stod det 2-0. Mål kan du se på Facebook lagt op af Helle Dehlsen – det er et kig værd.
Forløsningen var en realitet. Nu skulle den køres hjem – men nej….
Alt gik nu vores vej. Da klokken var ved at runde de 90. min., fik vi et mega-flot angreb sat op. Og i bedste tiki-taka stil gik bolden fra mand til mand i venstresiden og da nu også ”Stub” ville lege med kunne man jo lige så godt spille ham fri og så stod det 3-0.
Game over…og nej igen. Knap var bolden givet op før vi igen fik skruet et angreb sammen. Denne gang var det en af vores nye spillere – Laurids - der fik bolden. Deres målmand råbte ”pas på højrefoden” og det kom han nok til at fortryde. ”Lau” sparkede nemlig på mål og tordenfoden lynede og så var det gameover.
Så det var en flok glade spillere og trænere der mødte op på terrassen. Var vi heldige? Tja….måske lidt, men hold op hvor de spillede som et hold….og så er der lige Frederik Toxværd – eller som jeg kalder ham nu – ”ørnen” - der var mæt nu og måske spillede sin bedste kamp nogensinde på seniorniveau.
Årets spiller – Sebastian Rommedahl (”Romme”)
På terrassen skulle årets spiller også findes. Som noget nyt var det ikke trænerduoen der havde valgt ham, men de havde overladt det til spillerne. Og helt fortjent blev det Kaptajn ”Romme” der blev årets spiller. Tillykke til ham.
Nu venter Dianalund næste onsdag, men nu kan drengene nyde oprykningen og sejren før det går løs igen.
