Senior 1: 2-1 sejr over Skovshoved under umulige betingelser!
Optakten
Endnu en ”Must-Win” kamp” ventede da Skovshoved lå under os i rækken så det var en kamp der skulle give noget. Men næsten umulige betingelser med en utrolig dårlig bane og en masse vind gjorde, at det aldrig blev en god fodboldkamp selvom de to hold forsøgte det bedste de havde lært.
Første halvleg: Der skete ingenting…
For første gang i i hele min tid som skriverkarl oplevede jeg, at der ingenting stod på blokken efter 1. halvleg!
Den knoldede bane gjorde, at bolden hoppede og sprang som en lyst og bolde blev sparket i øst og i vest til stor frustration for begge hold. Ydermere havde en strid vind lag sig tykt over banen. Vi havde medvinden i 1. halvleg, men bolde løb ud i sandet – undskyld - udover baglinjen m.m.
Vi havde presset, men en sikker skanse i Skovshovedmålet tog sig kærligt at de bolde der blev sendt mod hans mål – altså uden at vi fik en egentlig målchance. Chauki forsøgte lidt, men lad os bare gå til 2. halvleg.
Anden halvleg – Nu skete der noget – og drama til sidst…
Nogle gange er det nemmere at spille i modvind da bolden ikke sådan løber fra en og det var vi nok bedst til på dagen.
I det 53. minut fik vi etableret et fantastisk angreb. Chauki fik bolden i vores højre side og spillede med en følt yderside bolden til Thyge. Han tog et træk ind i feltet og lagde bolden indover i en meters højde og da bolden kom bagerst i feltet fik Malik bugseret den i mål til 1-0 – hans første mål i den hvide trøje.
Det løsnede lidt op for begge hold. Medvinden hjalp Skovshoved, men de fik ikke rigtigt etableret et angreb så det var vores omstillinger der var farligst. I det 65. minut fik Spirrevippen en lang bold som han tæmmede. Han tog et træk og udenfor feltet fik han sendt den mod kassen, men målmanden fik den pareret over.
Vi fik flere mindre tilbud, men det var ”skovserne” der fik den største chance. De fik etableret et flot angreb og her fik en spiller resolut trykket af, men den ramte undersiden af tværribben og gik i spil igen – den havde nok fortjent en bedre skæbne.
Men nu havde skovserne momentum. Og i det 84. minut fik de scoret. En høj bold indover og ”Albatrossen” bredte sine vinger ud. Men den vind….. den havde så meget fart på at den røg over ham og altså næsten i mål - her stod en spiller så og puffede bolden det sidste stykke over stregen.
Men vores vindermentalitet var tilbage. Der blev kløet på og i det 87. minut fik vi frispark ude i siden. Det tog Spirrevippen sig af og bolden kom ind i det lille felt. Her blev der skabt lidt kaos og heldigvis for os fik ”Flügge” bolden skrabet over stregen og så havde han også scoret sit første mål på DS-holdet.
Dommeren havde fundet hele 7 min. tillægstid, men stormen blev reddet af og de tre point kom i hus.
Kampens spiller blev fortjent Thyge der jo nu er kommet frem på midtbanen og det kan ses.
Jeg havde igen fornøjelsen af at vælge månedens spiller og her blev det Hjalte der rendte med prisen. Han har i hele april været stabil og holdt niveau. Hårdtarbejdende og en spiller der altid løser den opgave han får tildelt af trænerstaben. Så godt gået til dem begge.
