Senior 1: 4-0 sejr mod Hvidovre – hattrick af Spirrevippen!
Optakten
Vi skulle en tur til Hvidovre til en ”Must-Win” kamp – de er bundskraber i rækken, men havde rent faktisk lige vundet i sidste weekend så måske havde de noget at byde på?
Tilbage på holdet og i startopstillingen var Chauki og han er altid et forfriskende pust og det var rigtigt set af træneren at sætte ham på holdkortet igen.
Første halvleg: Mange chancer – manglende effektivitet…
Der var gang i den fra start – allerede efter to minutter havde Lyng en chance og Hvidovre også en lige efter.
Det skulle vise sig, at vores pres – og genpres – havde Hvidovre meget svært ved at dæmme op for. Når vi havde tabt bolden, så blev den hurtigt erobret igen og det kom der en masse chancer ud af.
Allerede i det 11. minut fik Spirrevippen (Jacob Lind) en lang bold at løbe på. Målmanden gik frem og langt udefra sendte Spirrevippen bolden i en høje bue over keeperen og i mål til 1-0 – de to skulle få rigtigt mange dueller senere i kampen.
Næste chance kom i det 19. minut. Denne gang var det Lyng der fik ”en lang” og fra venstre side sendte han bolden ind til en helt fri Spirrevip der resolut sparkede - men lige på keeperen. Ham skal Hvidovre være glad for!
Vi sad fuldstændig på kampen og i det 28. minut var det så Lyngs tur til at være alene med keeperen, men fra en forholdsvis spids vinkel fik keeperen også denne gang reddet.
Efterfølgende var det den tilbagevendte Chaukis tur, men også han fik sit skud pareret.
Hvidovre begyndte nu at røre lidt på sig, men det var stadigvæk os der havde nogle chancer, men det blev en smule ineffektivt foran kassen.
Kort før pausen fik vi et frispark. Det sparkede Chauki perfekt til Søberg der fra kort afstand desværre også ramte keeperen med et flot hovedstød og så var vi lige vidt.
Jeg talte med en kommende modstanderes ”spion” og han sagde han sjældent havde set så naivt forsvarsspil….og det må jo stå for han regning, men der var noget om snakken…..
Anden halvleg – Ikke så mange chancer – stor effektivitet…
Det var som om Hvidovre havde fået ny luft for det var dem der kom bedst fra start af efter pausen.
De kom godt over kanterne og fik også en bold i det lille felt, men her var ”Albatrossen” i kassen vågen og fik pareret.
Heldigvis kom vi ind i kampen og i det 62. min. skete der noget. Chauki spillede Lyng fri i venstre side. Han trak ind i banen og fik afsluttet lige udenfor feltet. Målmanden fik pareret flot i fuld længde, men bolden røg ud til Værslev der sendte returen i nettet og så var det 2-0.
Kampen satte sig lidt – det var som om vi var tilfredse med tingene som de nu var og Hvidovre kunne ikke rigtigt lukke vores forsvar op. Dog havde de lidt chancer, men de blev sparket forbi.
I det 68. minut fik Spirrevippen igen ”en lang” og denne gang vandt han duellen med keeperen og så blev kampen endegyldigt lukket med 3-0.
Spirrevippen fik endnu en chance, men denne gang vandt keeperen duellen.
Men duellen skulle da have en vinder? Den var Sandris med på (han spillede en flot kanmp). I det 93. minut ved jeg ikke hvad der skete – men ”Sand” tryllede så det var en fryd. Først alene med to forsvarer og så en tunnel. Så var der to mere der blev tørret og afslutningsvis en bold over deres forsvar til en udækket Spirrevip der kunne fuldende sit hattrick og vinde duellen med keeperen.
4-0 betyder rigtigt meget. Først og fremmest er det en kamp der på papiret skal vindes når rækken er så lige. Derefter er det vigtigt at komme tilbage på vinderkurs og til sidst så er det jo målscoren der er afgørende i DS – så hvert et mål tæller.
Så nu venter Skovshoved i næste weekend i en ny ”must-Win” kamp og de kommer med en 5-2 sejr over Kr. Såby – endnu en udfordring, men der er en uge til før det sker.