Menu

Senior 1: Jores Okore – ny cheftræner i LSF!

image
Peter Wagner
19. maj 2026 kl. 21:30
Efter et år som assistenttræner på DS-holdet er Jores nu ansat som cheftræner efter sommerferien. Thomas Westh har kontraktudløb og derfor faldt valget på Jores. Jeg satte ham i stævne denne varme majdag for at finde lidt mere ud af de tanker han gør.

Jores – Fra assistent til cheftræner – et stort hop?

”Ja det må du nok sige. Heldigvis har jeg haft et godt år under Thomas og jeg kender nu både truppen og kulturen i klubben. Det er jo noget helt andet at gå fra at være spiller, hvor du kun skal tænke på dig selv, til lige pludselig at stå med hele ansvaret sammen med min kommende stab – men jeg glæder mig!”.

Hvad har du så lært det sidste års tid?

”Først og fremmest at det er andre der udfører tingene på banen. Det er vigtigt, at træningen er struktureret og så hele tiden at kunne se det store billede. Det at se nye vinkler på tingene – at være innovativ – og så derigennem skabe en udvikling – det er jo meget unge mennesker – men det har været en fed rejse og der har Thomas vist mig mange ting”.

Hvordan har du tænkt at gribe det an?

”Det der er min driver, er nok at kunne påvirke andre. Ikke kun sig selv, men at få mine tanker ført ud til andre. Fundamentalt skal der arbejdes hårdt og det er der også gjort det sidste år. Desuden skal det hele rammes ind med bolden. Ikke noget med at løbe solen sort og så bruge bold i 10. min.

Men basen bliver som udgangspunkt et godt forsvar – det kommer jeg jo selv fra.

Det jeg vil forsøge, er at få spillet fremad banen mere struktureret. Vi er gode til omstillinger og det skal der arbejdes videre med. Men jeg vil også indføre et begreb jeg kalder kreativ frihed. Jeg tror det er vigtigt at alt ikke bliver for skabelonagtigt, men når vi har kreative individualister, skal det også udnyttes”.

Ændrer det så på den måde vi spiller på?

”Alt afhænger jo af de spillertyper der er. Men spillerne kender jo til 4-3-3 så det er udgangspunktet. Tingene kan selvfølgelig ændre sig, men vi må se”.

Hvad med kulturen – spillerne?

”Også her har jeg haft et år til at suge til mig. Jeg vil først tale med anføregruppen og derefter de øvrige spillere. Som jeg ser det har vi den nuværende trup og så vil jeg tale med bl.a. Michael Bo og spillerne der. Samtidig har vi mange dygtige spillere på U19-holdet og dem vil jeg også inddrage i mine overvejelser så jeg vil se bredt på truppen og finde dem der vil og give dem chancen.

Hvis vi ser på kulturen, mener du nok også mandskabsplejen. Jeg mener selv jeg har fået en god relation til mange af dem. Vigtigt er det at alle er glade og udvikler sig – så alle får en fair chance”.

Til sidst – hvad er dine styrker? – nævn tre…please…..

”Uha den var svær. Som det første vil jeg nævne min relation til spillerne – det kan være det ændre sig nu jeg sidder i chefstolen. For det andet er det nok min parathed til at ændre tingene. Jeg er jo lige startet i trænergerningen og er derfor ikke bundet af en masse taktiske ting og talkombinationer.

Det sidste er nok min erfaring. Jeg har gennem min karriere mødt mange trænere – Morten Olsen, Hjulmand og en masse andre internationale trænere så jeg har på egen krop set, hvad der fungerer og hvad der ikke er så godt”, slutter Jores.

Så vi glæder os nok allesammen her i LSF til at se hvad Jores kan udrettet sammen med de andre i staben her hvor turneringen starter efter sommerferien.

 

Luk