LSF Gå-fodbold opnåede finaleplads til Skåne Cup i Malmø
Første kamp var mod Malmø FF Dam, som viste sig at være et yngre damehold. Ja, kære læser et damehold, og jeg skal da love for, at LSF fik sig noget af en overraskelse. Ved dameholdets opvarmning kunne man godt ane, at dette ikke var et tilfældigt hold. Og ganske rigtigt, der var ikke gået fem minutter før LSF var bagud med to mål. De svenske amazoner pressede så voldsomt på, at tankerne henledtes til svenskekrigene, hvor Danmark blev overrendt af en overmagt. LSF kom dog langsomt med i kampen, og der var mål ved Lars Jensen og Puerto Rico Claus.
Hvorfor var det damehold specielt? Jo, holdet bestod blandt andre af fem tidligere landsholdsspillere, hvoraf en havde opnået titel som europamester. Efter kampen var der fællesbillede og analyse af kampens forløb.
Næste kamp var mod Vellinge, og de ‘røde djævle’ kom meget hurtigt foran 1-0. Det var satans tænkte LSF, så de kan da lige så godt komme foran 2-0. Lidt udiplomatisk kan siges, at LSF var lidt tunge i rø… Så hjemvendte Lars Jensen måtte igen træde i karakter, og det blev til en smuk reducering til 2-1. Sandelig om Bo Jensen ikke ville blande sig og udlignede til 2-2. Frem i rampelyset kom Big Q som scorede til sejrsmålet 2-3 og taget løftede sig i Kombihallen.
Sidste kamp var mod FC Bellevue, og LSF fik sig noget af en lærestreg. De svenske spillere var imponerende dygtige, og LSF halsede noget efter, når svenskerne havde bolden. Bing bon og danskerne var bagud med tre mål. Det blev for meget for Big Q, så han sneg sig frem i angrebet og viste rette vej til 3-1. Uheldigvis fik de dygtige svenskere prikket bolden ind til både 4-1 og 5-1. Og så er det næsten ligemeget, at Puerto Rico Claus scorede til 5-2.
LSF kom i finalen mod selvsamme FC Bellevue, og vi var lige ved at have krammet på dem, men de vandt fortjent, og de ønskes tillykke hermed. Det skal lige nævnes, at flere af de svenske spillere havde spillet for Malmø FF i Allsvenskan, så måske alligevel ikke så ringe af LSF?
Vi fik indfriet vores forventninger, og tusind tak til svenskerne for et fremragende stævne og deres imødekommenhed.
Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra LSF’s cheftræner, da han var bortrejst på dagen.