Menu

Oldgirls - Sjællandsmester 2017

image
Kristine Skovbo
22. juni 2017 kl. 08:32

Efter mere end 8 år uden damefodbold i LSF, fik en gammel LSF-spiller i august en skør idé - kunne det ikke være sjovt at samle et damehold i LSF igen. 

Der blev ringet rundt til gamle LSF'ere, som alle var med på idéen. Rygtet spredte sig hurtigt og der kom flere til, og pludselig havde den gamle LSF'er samlet et 8 mandshold af gamle damespillere fra nær og fjern, som alle var friske på at støve de gamle fodboldstøvler af.

Holdet blev i efterårssæsonen tilmeldt dameseniorrækken i sidste øjeblik. 

Første samling af holdet var til den første kamp mod Søborg. Ikke alle kendte hinanden, så de startede med en navnerunde inden de gik på banen. Damerne leverede en flot indsat, og vandt overbevisende med 6-0, selvom de var en spiller i undertal i hele anden halvleg - så var de igang. 

Holdet blev dog allerede tidligt på sæsonen udfordret af en del skader. Damerne var derfor godt tilfredse med den flotte anden plads de opnåede i deres første sæson. 

Da forårssæsonen blev fløjtet igang, ændrede holdet taktik og stillede op i oldgirlsrækken. Efter 8 kampe - 5 sejre, 1 nederlag og 2 uafgjorte kampe - stod holdet pludselig i finalen, hvor de skulle spille om sjællandsmesterskabet. 

Holdet drog til finalestævnet i Borup søndag den 18. juni, hvor de skulle møde Frederiksund, som de delte point med tidligere på sæsonen. LSF'erne kom hurtigt foran både 1-0 og 2-0, men efter pausen fik Frederiksund reduceret til 2-1. Da der kun var 15 minutter tilbage af kampen, fik LSF et gult kort og dermed en spiller udvist i 5 minutter. Men holdet holdt hovederne kolde og bevarede overblikket, og da de igen var fuldtallige fik LSF udbygget føringen til 3-1. Dermed var guldmedaljerne i hus, da kampen blev fløjtet af. 

Så nu kan klubben bryste sig af at være sjællandsmestre for oldgirls.

Vi glæder os til at se damerne på banerne igen efter sommerferien.

Hvis nogen skulle have lyst til at vide mere, henvises til LSFs hjemmeside om oldgirlsholdet.

 

Luk