Senior 1: NEDTUR! Næstved scorer i det 100 min. til 3-2

Optakten
Der var store forventninger til lørdagens kamp mod Næstved 2. hold. Når man kan spille uafgjort mod en superliganedrykker Lyngby så kan vi da slå dagens modstander? Men Næstved er ikke ”bare” Næstved. For når Næstveds divisionshold spiller på samme tid som DS-holdet så er det en størrelse. Men nu spillede divisionsholdet fredag aften og så er det et helt andet hold de kan stille op med.
Hertil kom, at der skulle spilles på en kunstbane af ældre dato så det var noget af en udfordring holdet stod overfor.
Og så blev vi tillige blev ramt af en masse uheld……
Første halvleg – Den tilhørte Næstved!
Fra starten kunne vi se, at Næstved virkelig havde valgt rigtigt da Smørumdrengene slet ikke kunne finde sig til rette på det hurtige underlag og bolden hoppede og sprang så det var en fornøjelse.
For vores del handlede det hele tiden om at jagte bolden – hvorefter vi smed den væk igen i en rodet forestilling. Mange fejlafleveringer og dumme boldtab betød, at vi hele tiden hang bagefter.
Næstved viste sig derimod som et yderst potent hold, hvor mange af boldene ramte lige ”i skoen” og så er det altså lettere at spille bold. Vi havde slet ingenting i starten og i det 19. minut fik Næstved en omstilling og så gik det derudaf. Et fladt indlæg og så en ”Tommason” inderside på - så stod det 1-0.
Heldigvis kom drengene op på hesten igen. Vi fik et hjørnespark i det 25. minut og her headede ”Søbbe” på undersiden af tværribben og heldigvis var Hjalte klar og kunne sparke den i mål fra tæt hold.
Så kom uheldene. Både Værslev og Therkel måtte lade sig udskifte med en skade på en gang og så skulle der omrokeres.
Uheldigvis betød det, at Næstved endnu engang kom igennem vores højreside og igen blev bolden lagt på tværs og her kom en spiller styrtende til og sparkede bolden utageligt i nettet.
Heldigvis lod drengene sig ikke slå ud af det og i det 37. minut fik Lyng ”en lang”, men alene med keeperen sparkede han bolden over og ved siden af.
Anden halvleg – nu var vi klar – den tilhørte os!
Heldigvis fik drengene talt tingene igennem og nu var det os der styrede begivenhederne. Om det også var fordi Næstved trak sig længere tilbage på banen ved jeg ikke, men nu var det os der ”ejede” bolden.
Det første kvarter skete der ikke noget, men så begyndte chancerne at komme løbende.
Vi kom godt over kanterne og Lyng var hele tiden farlig, men han havde en af de dage hvor bolden bare ikke ville ind over stregen.
Spillet var egentligt OK – vi kom over kanterne, fik udfordret Næstvedforsvaret, men der var ikke rigtigt noget der lykkedes og det meste løb ud i sandet. Efter en time kom så endnu et uheld da Chauki vred om på foden og igen skulle der nye boller på suppen.
Der blev kæmpet og vi skulle nu ind i overtiden der blev en kæmpe rutsjetur.
Overtiden: Ahgggggggggg
Vi pressede på og i det 96. minut kom chancen. En bold på tværs og Petar afsluttede resolut, men desværre så hev målmanden en fantomredning ud af ærmet.
Hjørnespark. Det tog en af de bedste på dagen – Gudman – sig af og hans korte hjørne blev på uforklarlig vis bokset i mål af keeperen.
Nu troede alle at kampen var ovre….men nej.
Nu havde Næstved travlt og da klokken stod på 99.30 fik de et hjørnespark. Og et flot indlæg blev headet i nettet da klokken rundende de 100. minutter….kæmpe nedtur da der ikke var ret mange berøringer tilbage i den kamp.
Så realiteterne er at vi har fået den dårligste sæsonstart nogensinde og er at finde nederst i tabeller sammen med Næstved.
Jeg har været væk stort set hel august og i den forbindelse er der kommet en ny spiller til - Hjalte Andersen.
Jeg talte med ham inden kampen og her er hvad han fortalte.
”Jeg spillede i Smørum indtil jeg var 14. år. Herefter tog jeg til Brøndby og har spillet i deres ”Masterclass” program indtil jeg blev senior. Tog lige et ophold i Tåstrup i Sjællandsserien på 1 ½ år indtil jeg startede op igen her i sommerpausen”.
Og det er vi meget glade for – vi kan kun ønske ham held og lykke og han har allerede som forsvarsspiller scoret 2 mål.
Nu venter Herlev hjemme på eget græs og vi er her simpelthen nødt til at vinde!
KampprogramHerre-DS 2025-26 • Pulje 1
StillingHerre-DS 2025-26 • Pulje 1
Pos. | Hold | Kampe | V | U | T | Point | |
1 | Tårnby FF | 6 | 4 | 2 | 0 | 14 | |
2 | Avarta | 6 | 4 | 1 | 1 | 13 | |
3 | Såby Fodbold | 6 | 4 | 0 | 2 | 12 | |
4 | Glostrup | 6 | 3 | 2 | 1 | 11 | |
5 | Frederikssund | 6 | 3 | 0 | 3 | 9 | |
6 | AB Tårnby | 6 | 2 | 1 | 3 | 7 | |
7 | LSF | 6 | 2 | 0 | 4 | 6 | |
8 | Espergærde IF | 6 | 2 | 0 | 4 | 6 | |
9 | Herlev IF | 6 | 2 | 0 | 4 | 6 | |
10 | Næstved I.F. | 6 | 1 | 0 | 5 | 3 |