Menu

LSF U17 stormer til tops

image
Jesper Dall
03. november 2025 kl. 17:06
54 mål, pokalsucces og oprykning

Ledøje-Smørum Fodbolds U17-drenge har haft en efterårssæson ud over det sædvanlige. Med 28 point i 11 kampe, hvor de har scoret 54 mål, har holdet sikret sig førstepladsen i U17 Øst 2 rækken – og dermed en fortjent oprykning til U17 Øst 1, hvor hårdere modstand venter til foråret.

Sæsonen blev rundet af med manér søndag den 2. november, hvor Ledøje-Smørum slog Lyngby med hele 8-1 i en kamp, der understregede holdets offensive styrke og selvtillid.

Cheftræner Jesper Dall er stolt af sine spillere:
“Det er helt fantastisk, hvad drengene har præsteret. Vi har spillet offensiv og fremadrettet fodbold, og 54 mål i 11 kampe taler for sig selv. Mange af spillerne er førsteårs på U17-årgangen, men drengene har vist en modenhed og vilje, som gør mig utrolig stolt.”

Holdet har ikke kun imponeret i Øst 2 rækken. De er også videre i pokalturneringen, hvor de senest slog Nykøbing FC's divisionshold, hvorefter de nu er blandt de sidste 16 hold – en bedrift, der understreger truppens kvalitet og potentiale.

Med oprykningen til U17 Øst 1 venter en ny og spændende udfordring. Her skal Ledøje-Smørum måle sig mod nogle af Sjællands stærkeste ungdomshold. Jesper Dall ser frem til næste skridt:
“Vi ved, at det bliver et helt andet niveau med højere tempo og mere fysisk spil, men vi har vist, at vi kan udvikle os hurtigt, og vi glæder os til at tage udfordringen op.”

Stort tillykke til hele holdet, trænerteamet og klubben med en fantastisk sæson – og held og lykke med de kommende udfordringer!

Luk